Næsten en tredjedel af børn med ADHD og/eller autisme fritages for et fag i folkeskolen. Langt størstedelen fritages for idræt. Inklusionsforskere ønsker handling og går forrest med inklusionsprojekter.
Af Ida Rasztar og Mikkel Handberg
Klassekammeraterne suser op og ned ad ribberne i hver deres farverige træningssæt fra Hummel til et nærmest tromlende lydtapet af begejstrede skolebørn. Trægulvets utallige farverige striber vikler sig ind og ud af hinanden, imens du mærker en pirrelig fornemmelse af at en bold er på vej din retning – fra alle retninger. Et nostalgisk eksempel på et rum, som for mange børn er et lykkeligt frirum fra dansk og matematik. Men det er desværre ikke alle, som kan huske tilbage på minderne fra gymnastiksalen med samme nostalgi. For nogen børn var der slet ikke. Hvis de var, så sad de bare ude langs ribberne og så på.
De børn bliver der flere af. Danske Handicaporganisationer lavede i 2019 en undersøgelse af børn med særlige behov i folkeskolen. 29% af deres forældre svarede, at børnene blev fritaget for et eller flere fag. Her er idræt det fag, som allerflest fritages for. Formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen mener, at antallet kan være meget større:
“Der kan godt være et mørketal. Jeg tror, der er flere, end man sådan lige forestiller sig, som ikke føler sig inkluderede i idrætsundervisningen. Bare fordi man er omklædt, så er man jo ikke nødvendigvis en del af idræt. Jeg tror, der er flere, som ikke deltager.”
Danske Handicaporganisationer går snart i gang med en ny undersøgelse om inklusion i folkeskolen, men Thorkild Olesen forventer ingen bedring:
“Forandringerne er jo ikke sket i skolen. Tværtimod er inklusionen blevet mere problematiseret.”
| Undersøgelse om inklusion i grundskolen |
| 1107 forældre har deltaget i undersøgelsen. 37% er forældre til elever med ADHD/ADD. 27% er forældre til børn med autisme. Undersøgelsens største respondentgruppe er forældre til børn med kognitive handicaps. |
Inklusionseksperter uddeler gult kort til idrætslærerne
Anette Bentholm færdiggør i 2017 sin ph.d. om inklusion af børn med ADHD og autisme i skoleidrætten, og arbejder i dag som lektor ved University College Nord. Hun bekræfter Thorkild Olesens bekymring om et mørketal.
Den væsentligste årsag til at børn med ADHD og/eller autisme ikke inkluderes i idrætstimerne er lærernes manglende viden og kompetencer til at håndtere dem. I den føromtalte undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer svarer 69% af forældrene, at lærerne ikke har tilstrækkelig viden om deres barns diagnose.
Det billede kan Anette Bentholm genkende fra sin forskning:
“Min erfaring i praksis er, at de godt kunne trænge til et kompetenceløft på idrætsfaget.”
Men manglen på viden og kompetencer til at få alle børn med hænger også sammen med idrætsfagets målbeskrivelse. I 2014 blev idrætsfaget et prøvefag, som eleverne kunne trække til eksamen i 9. klasse. Det har påvirket undervisningens fokus, mener Anette Bentholm:
“Idrætslærerne er meget orienterede mod færdigheder. Der er mange mål, som skal opfyldes, og på den måde bliver der mere fokus på opfyldelse af mål og mindre fokus på mulighed for deltagelse.”
“Fra et humanistisk synspunkt er det ikke særlig sympatisk at tage nogen ud, som man ikke skal bruge, eller som man ikke synes kan være med”
Anette Bentholm, ph.d. og lektor ved University College Nord
En anden årsag til at børnene fritages er, at de har svært ved at finde ro i idrætstimernes rammer. Heidi Gabriel er inklusionsspecialist ved Videnscenter om Handicap og arbejder på inklusionsprojektet “Bevægelse for alle”. Hun fortæller, at børnene har svært ved uforudsigeligheden i idrætsundervisningen:
“De her elever kalder på mere struktur og rammesætning. I en idrætssal er der rigtig mange sansestimuli, der er dårlig akustik og børnene mangler en afgrænsning af, hvor de skal være. Børn med autisme kan have svært ved at aflæse rummet. Noget der er en selvfølge for rigtig mange børn, er ikke altid en selvfølge for børn, der har de udfordringer.”
Idrætslærere og eksperter på samme hold
Skoleklokken ringer på Møllevangskolen. Nu vælter det ud med børn, på vej mod ostebanen, basketballkurvene og klatrestativet på den anden side. I det halvvåde vejr klapper gummistøvler mod asfalten og blander sig med lyse stemmers skrål og latter. Eva Dencker har klædt om til sit idrætstøj. Der er snart idrætstime med 4. klasse. Eva bevæger sig gennem skolegården og over mod gymnastiksalen. Hun smider et par skumbolde ud i salen, og hænger sin plan for timen op på en ribbe. Med tændstikmænd og få stikord skal der skabes overblik over timen. Så ringer klokken ind.
En idrætslærer, som har forstået, hvor vigtigt inklusion af alle børn i idrætsfaget er, er Eva Dencker.
Hun er idrætslærer på Møllevangskolen i Aarhus, har næsten 40 års erfaring med faget, og i hendes timer er der ingen, der er fritaget. Hun har uddannet sig som bevægelsesvejleder, og tillært sig nogle af de kompetencer, som muliggør den efterspurgte inklusion i idrætsfaget:
“Det jeg har fået indsigt i, det er det her med ‘low arousal’, altså at grounde børnene og skabe ro inden at de får pulsen op. Det gør, at børn med ADHD har nemmere ved at lytte til, hvad jeg siger. Jeg har ikke besvær med at køre fuld fart på og så skabe ro. Men det skal man have en viden om.”
Fritagelse fra idræt er fritagelse fra fællesskabet
Fritagelse fra idræt kan, ifølge Heidi Gabriel, have vidtgående konsekvenser for børnene:
“Vi kan se at bevægelsesfællesskaber, dét at være fysisk sammen i idræt, er et meget unikt rum til at forstå egne og andres grænser. At kunne se sig selv som deltager i de her fællesskaber gør, at man selv søger et aktivt liv sammen med andre udenfor timerne.”
Anette Bentholm lægger, ligesom Heidi Gabriel, vægt på at fritagelse fra idrætsundervisningens kan have sociale konsekvenser. Selvom barnet kun er fritaget fra idræt, så kan det føre til at barnet i andre fag falder ind og ud af undervisningen:
“Blandt andet i kraft af at de ikke deltager i idræt, så bliver deres sociale status reduceret, fordi de andre ikke ved, om de deltager eller ej. Men det har ikke så meget med deres idrætskompetencer at gøre, men mere at de andre elever begynder at tage dem for givet.”
På den lange bane kan det betyde, at børn med kognitive funktionsnedsættelser, som ADHD og/eller autisme, har svært ved at blive på en ungdomsuddannelse, lyder det fra Heidi Gabriel:
“Vi ved at frafaldet på ungdomsuddannelserne ikke sker, fordi eleverne ikke kan noget fagligt, men fordi de ikke kan indgå i de sociale sammenhænge. Så der er idræt et unikt rum at arbejde med det i.”
“Vi lige så stille og roligt arbejder den her deltagelseskultur ind, så børnene ikke forholder sig til, om de deltager, men hvordan de deltager.”
Thea Rasmussen, Dansk Skoleidræt
Selvom det for lærerne er svært at inkludere børn med ADHD og/eller autisme, ser Anette Bentholm ikke fritagelse som en ansvarlig udvej:
“Fra et humanistisk synspunkt er det ikke særlig sympatisk at tage nogen ud, som man ikke skal bruge, eller som man ikke synes kan være med. Den skævvridning der er i ulighed i sundhed, bliver kun tydeligere, hvis ikke man gør noget. Jeg synes, vi har en forpligtelse som samfund over for de her børn. ”
Taktikken er lagt: Differentiering, rammesætning og co-teaching
Musikken banker ud af højtalerne i den gamle gymnastiksal. Fødder og hænder klasker mod salens brune plankegulv, når børnene flyver hen over gulvet i vejrmøller. På den blå madras øver man kolbøtter. Nogle kan slå flere i streg. Andre bumper ryggen i den oppustede måtte og mærker, at det ikke gør ondt. Og så er der nogen, der ruller i den anden ende af airtracken. Med armene krydset foran brystet ruller de lige så stille om på maven. Om på ryggen igen, og om på maven. Og Eva Dencker ruller med.
Netop den viden som Eva Dencker har succes med at implementere i sin undervisning, er noget af det som Thea Ramussen, projektleder hos Dansk Skoleidræt på projektet “Alle børn med i idrætsfaget”, kalder for en nødvendig kulturændring indenfor idrætsfaget:
“Idræt har traditionelt set været et aktivitetsfag, og nu er det blevet mere et læringsfag. Vi arbejder med de her små metoder, så vi lige så stille og roligt arbejder den her deltagelseskultur ind, så børnene ikke forholder sig til, om de deltager, men hvordan de deltager.”
Det er både Heidi Gabriel og Anette Bentholm enige i. Med projekterne “Bevægelse for alle” og “Bevægende Idræt” arbejder de også på at skabe en ny deltagelseskultur i idrætsfaget. Anette Bentholms projekt har især fokus på ‘co-teaching’:
“Co-teaching er et samarbejde mellem to lærere. De skal både samarbejde om at planlægge undervisningen og om at gennemføre den. Alle skal på banen og undervise. Jeg oplever tit, at lærerne siger, jamen det er mig, der står for badminton-modulet, eller det er mig, der står for kropsbasis-modulet eller noget tredje. Og det er ikke co-teaching.”
Et andet værktøj, som Eva Dencker arbejder med, er en oversigt over timen, så alle er med på, hvad der skal ske. Det skaber forudsigelighed, og på den måde inkluderes børn med autisme bedre. Det er det, som man hos Videnscenter om Handicaps projekt “Bevægelse for alle” arbejder med i form af bedre rammesætning i idrætsfaget:
“Vi giver lærerne og pædagogerne en række aktiviteter med tilpasningsforslag, så de lærer det her mindset at kende. Jeg tror på, at hvis det ligger frit tilgængeligt, og det er let omsætteligt. Så kan man næsten bare kan trykke på en knap, når man har aflæst, hvad det er, eleverne har brug for.” lyder det fra Heidi Gabriel.
Idrætsfaget kan løfte tungere
Thea Rasmussen kæmper for at få både lærere og forældre til at forstå, hvilke kompetencer børnene får med sig i idrætsfaget, når de deltager i idrætsundervisningen:
“Hvorfor kigger man ikke på idræt på samme måde, som man kigger på dansk og matematik? Hvorfor kan man ikke kigge på, at idræt faktisk kan give lige præcis det her barn rigtig meget god læring? Og så tager vi barnet ud af et andet fag.”
Heidi Gabriel fra Videnscenter om Handicap bekræfter, at både lærere og forældre i høj grad nedprioriterer idrætsfaget til fordel for de boglige fag:
“Der er en forståelse af, at faget ikke er så vigtigt. Og vi kan se, at det er rigtig vigtigt at kunne indgå i de her sociale sammenhænge. For det er noget, der vil fylde hele ens liv.”
Nedprioriteringen kommer helt konkret til syne, når børnene fritages. Anette Bentholm forklarer, hvordan skoler laver en klar plan for, hvordan barnet kan komme tilbage i undervisningen i de boglige fag, og for hvilke emner, barnet skal øve. Det gør man ikke i idræt.
Heidi Gabriel ser flere parametre, hvor idræt sakker bagud i inklusionsindsatsen. Hun mener, at faget kan løfte meget tungere:
“Idræt er et fag, som er blevet overset i forhold til at skulle differentieres og tilpasses, så alle børn kan deltage.”